Velkommen til kajakbumsernes hjemmeside
På denne side kan der tilføjes aktiviteter, som ikke er planlagt, og derfor ikke indført i Aktivitetskalenderen,
samt næste arrangementer.

Bemærk linket til
Færdighedsniveauer i Havkajak 
På Link siden, benævnt EPP

Beretning fra Slienturen PDF
Beretning fra Heine og Martins tur Tyborøn - Randers

Gudenaaen silkeborg - Udbyhøj "100 Km med strømmen" 4 juni 2011 PDF    

MOSSØ-TUREN 18.-19. SEPTEMBER 2010:

Desværre havde Per meldt fra på grund af sygdom, så vi var kun to tilmeldte:                                                   Startkort

Viggo Johansen og Henrik Felding.

Vi besluttede under turen, at vi vilde kalde os "de aktive kajakbumser",

- så er i andre hermed udfordret til at finde på navne eller øgenavne..... 

 

Lørdag formiddag blæste det noget op. Vi fandt senere ud af, at vinden,

som var stik vestlig og dermed på langs af Mossø og stik imod os på hele

vores lørdagsrute, svingede fra 5 til 10 m/sekund med stød op til 12-13 m/sekund.

 

Fra Skanderborg til Klostermølle:

Vi kørte ved en lille fejltagelse til Skanderborg Kajakklub, som ligger ved

Skanderborg Vandrerhjem. Her mødte vi 3 kajakroere, som lige var kommet

ind fra en formiddagstur. De sagde, at det var frisk vejr, men at de havde nydt en

tur i deres kaproningskajakker... og her stod vi med vores havkajakker.... 

 

Viggo og jeg så lidt på hinanden. Det tegnede noget barskt, men i søerne

kan man da altid prøve kræfter med vind og bølger og så sørge for at holde sig langs

søbredden. Bølgerne på Skanderborg Sø var absolut ikke frygtindgydende;

men jeg var lidt betænkelig ved, om modvinden ville tappe for mange kræfter.

 

Men vi lovede hinanden, at den, som sagde fra først, skulle få sin vilje uden diskussion,

og så stævnede vi ud i friskt vejr med en god blanding af solskin og lettere skyer.

 

Det gik langt bedre end vi havde forestillet os. Vore havkajakker strålede om kap med hinanden:

"DET HER, DET ER DET VI ER BYGGET TIL !" fortalte de os begejstret !

Vi stred os lige mod vinden det meste af vejen men kom alligevel pænt fremad

gennem søerne og ned ad Tåning Å til Fuldbro Mølle. En meget smuk tur med flotte udsigter.

Efter godt 1 time var vi ved Mossø, hvor vi vidste, at vi ville få vores væsentligste udfordring.

 

Igen aftalte vi, at gå tæt langs søens bred, den sydlige. Ved odderne (især Hem Odde)

var der læ for vestenvinden, men lige efter Hem Odde havde vi virkelig en herlig tur

med bølgesejlads (1 til 1,5 m bølger), skumsprøjt og hård roning. Men vi kom stadig

pænt fremad, og vi holdt os også hele tiden tæt på hinanden uden at miste kontakt.

 

På intet tidspunkt følte nogen af os nervøsitet ved situationen: En vælte-tur havde

betydet, at vi sandsynligvis måtte søge land snarere end at forsøge en makkerredning.

Men med max. 50-100 meter til søbredden var vi sikre på at kunne komme ind, og

i øvrigt havde ingen af os på noget tidspunkt problemer med balancen: Tvært imod,

det var en herlig leg at slås med bølger, vind og skumsprøjt: Her kommer de aktive bumser !

 

Den samlede distance på 17 km tog os mindre end 4 timer. Vi var ved Klostermølle ved 16-tiden.

Stemningen var høj, men regnen truede - og der kom da også en byge - men der var læ på lejrpladsen,

og vi fik hurtigt skiftet til tørt tøj og rejst teltene. Vi fik selskab på pladsen af ca. 20 løbere fra Århus 1900.

De ankom i kanoer ad åen fra Ry, og de var så flinke at holde et godt bål i gang, således at vi også

kunne varme os, da det blev mørkt. Vi vandrede en tur op i skoven ved Sukkertoppen, som ligger lige derved.

I øvrigt er der en fin udstilling ved Klostermølle både om det nu forsvundne kloster og om den

pap-produktion, som foregik på stedet helt frem til 1974.

 

Klostermølle - Ry - Svejbæk:

Søndag morgen var det et herligt solskin, og vi drog af sted mod Ry ad den smukke Gudenå med

isfugle, fiskehejrer, masser af gæs og andre fugle. Det var en idyllisk kontrast til lørdagsblæsten.

 

Vi var i Ry allerede ved 11-tiden, og vi fortsatte efter en kort pause videre ad åen mod Svejbæk.

Frokosten indtog vi på Lilleø i Julsø, hvor Viggo for nylig har overnattet (med den flinke ejer Søren

Christiansens tilladelse). Men vi holdt kun en kort spisepause og sluttede i Svejbæk lidt før kl. 14. 

Søndagsturen var på 20 km, og dermed en samlet distance på 37 km.

 

En super kanon god tur med fine udfordringer for både os selv og for vores grej.

Viggo og jeg - de aktive kajakbumser ! - glæder os til flere ture rundt i vores dejlige land.

 

På grund af vejret havde vi ladet fotoapparaterne blive hjemme, så vi har desværre inden billeder

fra turen.

 

Af Viggo Johansen og Henrik Felding               

 

 

 

Turreferat af Svejbæk-træf 17-18. juli 2010:

Godt nok står der i sommerprogrammet at Kajakbumserne
holder fri i Juli måned, men det skal ikke tages alt for bogstaveligt.

I hvert fald var der fin deltagelse da Henrik Felding arrangerede
sommertræf ved Svejbæk.

Fredag aften troppede Viggo op hos Henrik og Ingild og
nød aftenen sammen med deres venner fra Køge -
Niels o
g Kirsten.

 

Lørdag kl. ca. 10 kom så Johnny og jeg.

Meget hurtigt enedes vi om at det skulle være hyggetur

uden de store kraftpræstationer, så kursen blev sat i
retning mod Silkeborg mens Henrik fortalte om landet
og dets beboere. Vi fandt ind i Vejlsø hvor frokosten
blev nydt neden for Ferskvandscentret. Med lidt møje
fandt vi frem til odderpassagen til Almind Sø, men
den var for bøvlet til Viggos nye Arrow-kajak, så vi
bakkede bogstavelig talt ud igen.

På tilbagevejen tjekkede vi om der stadig var vand i "Brillerne"
og hvorfor søer nu har den farve søer har.

Ved Slåensø, skulle Henrik, som gammel skovmand,
lige kontrollere om det var rigtigt at Danmarks højeste
Duglasgran nu også stod hvor den skulle i henhold til
en beskrivelse han var i besiddelse af. Det gjorden den
ikke, i hvert fald udnævnte vi et andet træ, som passede
bedre med beskrivelsen, til at være det rigtige. Således
beroliget, kunne vi fortsætte til fods rundt om søen
inden vi hoppede ned i kajakkerne igen.

Om aftenen hyggede vi os på terrassen med god mad
og diverse drikkevarer. Der blev i den grad kræset for
os, at det kneb med at komme til køjs i ordentlig tid.
Selv havde jeg på ægte "bumsemaner" slået telt op på
den store græsplæne, mens andre og mere magelige,
slangede sig indendørs i det store hus.

Søndag var det meningen at vi skulle have været en
rundtur på Julsø, men vinden var strid fra vest, så da
Henrik foreslog at vi omprogrammerede turen til at
udgå fra Ry, vandt det genklang. Af sted - af sted i
fire biler til Ry.

Skyerne drev hurtigt og truende, men holdt da tæt
mens vi nød livet og frokosten på Møgelø. Vi fulgte
nordkysten forbi Ebbe Sands - og andres - flotte villaer. 

Tilbage var der så den obligatoriske faren frem og tilbage med biler mellem Ry og

Svejbæk, inden vi kunne tage afsked og sige tak for en hyggelig og velafviklet

 

weekend

 

Tak til alle

Henning

 

 

 

 

 

Som optakt til fjordens dag 2009, skulle der indøves nogle færdigheder, Allan og Henning i fuld vigør
http://picasaweb.google.dk/rasmussen.tommy/09092009OptaktTilFjordensDag?authkey=Gv1sRgCJ3nlNeq2-XCiwE#


Optakt til Fjordens dag. (Se ovenstående link)

Med 2-er kajakken i Bohuslens skærgård, af Jens J
Beretning fra Bohuslen:

Samsø rundt - August 2008 - blev konverteret til en tur i Lillebælt. Af Henning         Til Top

I takt med at turen nærmede sig, steg vindstyrken til omkring 13-14 m/s. især torsdagen var hærget, og en konference mellem deltagerne (Helge Falk-Kammeyer og jeg) afgjorde at det ikke var en god ide at planlægge et otte kilometer langt kryds i. Vi kunne springe torsdag over, men så kunne det knibe med at nå rundt på tre dage, når vi nu ikke var ude på at sætte rekorder, men bare ville hygge os.

Helge foreslog, at vi i stedet lagde turen til Lillebælt, med udgangssted omkring Middelfart, hvilket straks blev vedtaget.

Fredag kl. 1000 mødtes vi derfor ved Galsklint camping på vestsiden af Hindsgavl, og efter en times pakning, satte vi ud.

Jeg ville gerne udforske Snævringen, især strømmen, som altid er blevet beskrevet som noget særligt.

Vi gik langs Fynssiden, uden nogle problemer. Passerede adskillige dykkerflag, som antydede at området var populært hos fritidsdykkerne. Skoven stod ikke bare ned til, men næsten helt ud i vandet, hvilket viste sig at være generelt for hele området. Den gamle Lillebæltsbro blev studeret nøje nedenfra. Middelfart gamle havn var malerisk med de gamle næsten sydlandske huse op ad skråningen. Den nye biblioteksbygning virkede lige så imponerende som diamanten i København, med spejlingerne i de store vinduesfacader.

Videre under den nye bro op langs strandvejen hvor husene ligger med alle tiders udsigt. Ved Strib, rundede vi fyrtårnet, inden vi drejede over mod Jylland i en vest, sydvestlig kurs. Der blev valgt overensmærker, så vi kunne holde øje med afdriften som dog viste sig ikke at være værre end den jeg kendte fra Als Odde.

Ned langs jyllandssiden til vi havde passeret den gamle bro. Nu igen over til Fynssiden, stadig uden problemer med strøm eller andre skibe. Der er stærkt trafikeret på de kanter.

Ved campingpladsen lagde vi kursen direkte mod Skærbækværket, som vi kunne se over skoven. Ind til Kidholmen hvor vi pustede ud efter et godt stykke med modvind. Helge meldte om begyndende lange arme, så vi besluttede at se efter lejrplads på sydsiden af Kolding Fjord, hvor Skov- og Naturstyrelsen skulle have anlagt to primitive overnatningssteder. Vi kunne nu ikke lokalisere dem fra vandet, så vi fortsatte til Fænø Kalv. Den var da til at få øje på, og fra tidligere vidste jeg at den var god.

Efter 28 km., rejste vi teltene ved siden af en bålplads på østsiden af Kalven, og lavede aftensmad.

Et andet selskab af kajakroere på ca. 10 personer, havde slået sig ned på vestsiden, og på sydsiden stod en tom lejr med ni røde kubeltelte og lignede en forladt månelandingsbase.

Mens vi sad og nød fuldmånen, hørte vi en stille hyggelig pludren. Det var fem dværghøns eller sådan nogen, som nysgerrigt ville ned og se hvad vi kunne byde på. I sær én var meget tillidsfuld, og endte med at sidde på mit skød med hovedet inde i min armhule mens den pludrede lykkeligt. Jeg var ikke klar over at høns kunne være så selskabelige og hyggelige. Men da den ville ind under fleecejakken, sagde jeg alligevel stop, hvorefter den trissede hjem til flokken. Man må sige at Skov- og Naturstyrelsen gør noget for gæsterne.

Lørdag morgen var der dømt sommer med sol, varme og næsten ingen vind. Vi kom lidt sent af sted, og satte kursen nord om Fænø ned i Fænøsund. Det er da et helt fantastisk dejligt sted som næppe findes smukkere noget sted. Ud for lystbådehavnen i Teglgårds Bugt så vi marsvin. De var ikke nemme at fotografer, de var kun oppe i korte perioder, og med digital-fotoapparat, nåede jeg aldrig af få skudt, men oplevelsen var der jo alligevel. Vi besluttede at vi ikke ville ro så langt som i går, men udforske Gamborg Fjord, med masser at tid til at dyrke Helges fotointeresse. Fulgte Fynssiden og Hellebæk Vig til Gamborg, hvor jeg fik en lektion i at betjene en øl-automat i den lokale lystbådehavn. Vi havde håbet på at vi kunne komme inden om Svinø, men der var lukket af fuglereservater og sivskov. Ud igen og ned langs Fynssiden mod campingpladsen i bunden, men inden da, fandt vi en herlig lejrplads på en smal strimmel strand mod sivskoven. Vi var lidt bekymrede for at blive jaget væk, så vi ventede med at rejse teltene til sener på aftenen, den såkaldte "Marstalmetode". Jeg tror nu ikke, at nogen gad jage med os, vi generede absolut ingen.

Mens vi sad og nød aftensmaden og snakkede om, at det ville blive en herlig fuldmåneaften, måtte vi konstatere, at månen faktisk ikke var fuld. Der manglede det nederste venstre hjørne. Måneformørkelse. Så fik vi det med. De første fem timers søvn, var for mit vedkommende plaget af uhyggelige mareridt. Hvorfor ved jeg ikke, men der var meget fugt, så jeg åbnede teltet helt, og sov derefter fint til kl. 0730.

Søndag var vejrmæssigt som dagen før, og i drønvarme, fulgte vi vestsiden af fjorden og krydsede over til Fænø. Det er en meget smuk ø, som offentligheden ikke har adgang til, men som ikke desto mindre, benyttes flittigt af folk som lægger til, og hygger sig på stranden.

Vest om øen. På kortet står der 81 meters dybde ud for Fænøs vestside. Det virker voldsomt, men gentages på søkortet. Mærkeligt nok, er der ikke noget der antyder så dybt vand når man ser på Google Earth, måske er det en fejl. Skidt med det, alt over to meter er alligevel for dybt når man skal bunde.

Nord om Fænø, og over til Borgbanken, hvor vi holdt en eftermiddagssiesta, inden det sidste stykke tilbage til udgangsstedet. På vejen mødte vi en "sit on top" kajak, som blev roet uden pagaj af en mand og en kvinde??? - Nysgerrigt spurgte vi hvad det var for én. Jo - den blev drevet frem af pedaler som satte delfinfinner under båden i sving. Vældig sofistikeret, og heldigvis var der ikke meget modvind eller -strøm. De havde dog en pagaj med, hvis det skulle blive for besværligt.

Lige inden vi gik i land, kom der nogle kraftige bølger fra en motorbåd, som nåede at gøre os våde.

Absolut en anbefalelsesværdig og smuk tur. Strømmen er, det meste af tiden, ikke værre end at den kan forudsiges og takles på samme måde som i åer. Kraftig strøm i ydersiden af svingene, og idvande på indersiden.

I alt roede vi 60 km. på tre dage. Et godt alternativ til Samsø.

Til Top

Besøgstæller